Den gode skilsmisse

Jeg har jo egentlig været hjemme siden i lørdags. Men jeg har prøvet og prøvet at finde på noget at skrive, og det er ligesom om, bloggen ikke rigtig trækker. Der er vel sket et eller andet inden i mig, imens jeg var væk. Og nu føler jeg ikke, jeg kan forlige mig med rollen som modeblogger mere (hvis man da nogensinde har kunnet kalde mig det - altså modeblogger). Jeg læser stadig med på en masse blogge, og min trang til at shoppe og surfe efter inspiration er bestemt heller ikke blevet mindre. Det er selve formidlingen, det kniber med. Det er bare ikke længere mig at skrive denne blog. Det er meget muligt, at jeg en dag starter en anden blog, men i så fald skal det være med et lidt andet indhold. Mindre af det, jeg startede bloggen for at skrive om, og mere af det, jeg efterhånden begyndte at skrive om. Det føles vel nærmest, som om denne blog, og det, jeg har gået igennem, mens jeg har skrevet den, er et kapitel i mit liv, som er slut nu. Og det har været helt fantastisk at have bloggen (og dens læsere) at dele det hele med. Derfor er jeg glad for at kunne slutte nu. Af samme grund har jeg besluttet ikke at slette bloggen, men lade den stå, som den er nu - med dette indlæg som det formentlig sidste. For de fås skyld, som skulle have lyst til at genlæse et enkelt indlæg eller to en gang imellem. Men først og fremmest for min egen.

Bye-bye

Så rejser jeg! Find mig i Kastrup iført trenchcoat og store solbriller. Eller i hvert fald det første. Og find nu ikke en ny, mens jeg er væk - promise?

Jeg rejser i morgen!

Jep, jeg skal til Argentina i to uger. Jeg får nok ikke rigtig mulighed for at skrive derovrefra, men jeg håber på at få taget nogle billeder som jeg kan poste, når jeg kommer hjem. Det er samtidig det længste, jeg har været væk fra bloggen (og resten af blog-verdenen), så det bliver spændende at se, hvordan det bliver. Vejret i Buenos Aires er lige nu forårs-agtigt, og længere nordpå, hvor jeg også skal hen, er det op imod 30 grader!! Hvilket betyder mulighed for at finde sommertøjet frem fra gemmerne. Desuden kommer min nye taske fra Zara med (den på ovenstående billede fra Style by Kling). Den er perfekt til shopping og sightseeing i fremmede lande, da den både er lille (nem at presse ned i kufferten), særdeles rummelig (plads til alle vigtige ting) og har en lang skulderrem (across the body er ligesom lidt mere sikkert end de små remme over den ene skulder). Og så er den bare fin. En slags rocket udgave af den klassiske quiltede Chanel. What's not to like?

Blog out

Altså. Jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal skrive om, så jeg vurderer, at det er bedre at lade være. Men jeg syntes lige, jeg ville lægge en lille besked - bare så I ved, at jeg er i live. Og jeg prøver at finde på et eller andet spændende at vende tilbage med snart.

(Selv overskriften har jeg brugt før. Fandme.)

Ude af drift

Elle er nu indkøbt, og jeg går hermed i hi i mindst et par timer.

She's here!


Louise P. pryder forsiden af premiere-udgaven af dansk Elle

Der er mange ting, jeg gerne vil købe. Og de fleste af dem er jeg desværre nødt til at forbyde mig selv - velhavende er jeg jo ikke. Men et sikkert køb i morgen er det første eksemplar af dansk Elle! Jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan det bliver. Et af mine yndlings-magasiner i bunkerne herhjemme er et tysk Elle, som jeg købte i Berlin tidligere på året. Til gengæld har jeg ikke været så imponeret af den britiske udgave førhen, men det er altså også over et år siden, jeg købte et, og jeg får regelmæssigt inspiration fra hjemmesiden nu. Kort sagt er det helt sikkert, at tvivlen (og nysgerrigheden) kommer den danske udgave tilgode. Og jeg glæder mig!

Spænd hjelmen!


Billede: Vélo Vogue (San Fransiscos pendant til (og inspireret af) Copenhagen Cycle Chic)

Modedullen har skrevet et indlæg om et emne, som faktisk fylder meget i min bevidsthed, nemlig brug af cykelhjelm. Og nu kommer så min lille opfølger.
Jeg bruger altid cykelhjelm. Det er ikke ensbetydende med, at jeg kan lide at have den på, eller synes at det ser specielt smart ud. Men jeg gør det, fordi jeg sætter pris på mit hovede og mit liv og på ingen måde vil risikere det i "den gode stil"s navn. Desuden tager jeg også en regnjakke på, når det regner. Jeg ser den ikke nødvendigvis som en del af et look, men som en beskyttelse deraf - ligesom jeg ser cykelhjelmen som noget ekstra, jeg tager på, når jeg står på cyklen.
Min far blev kørt ned for omkring 10 år siden. Hans cykelhjelm flækkede fuldstændig, og han fik at vide, at hvis han ikke havde haft den på, havde han ikke overlevet. For få timer siden blev han kørt ned igen. Han holdt stille i et kryds og blev påkørt af en højresvingende lastbil, hvis trailer han først røg op på og derefter slæbt 20 meter under, før chaufføren opdagede det og stoppede. Heldigvis havde han hjelm på. Og han er sluppet med et brækket ribben og nogle knubs.
Men shit, altså. Få nu for helvede de hjelme på! Jo flere, der gør det, jo mindre pinligt er det. Det kan godt være, det ødelægger det romantiske billede af vind i håret og free spirited-bohemeliv - men det kan man sgu da skabe så mange andre steder. For fanden. Jeg er rystet og oprørt. Udråbstegn!

Time for some me-time?

Når jeg har fri klokken tolv i dag, kan jeg virkelig slappe af. Så skal jeg nemlig ikke på arbejde før fredag morgen klokken kvart over ti. Hurra!

Søndag


Billede fra Face Hunter

Der er ikke noget som at sidde en søndag og drikke kaffe, kigge på street style-sider, se Sex and the City... prøve at glemme nattens eskapader (eller i hvert fald de sparsomme stykker, man faktisk kan huske) og planlægge et nyt og bedre liv, hvor man altid er lækker, aldrig for påtrængende, og har styr på alt. På en eller anden måde har det en virkelig positiv effekt på mine moralske skrupler (også mere generelt) sådan at sidde og forestille mig, hvor fantastisk jeg vil være. Næste gang jeg møder ham og ham. Og overbevise mig selv om, hvor mange fantastiske ting jeg allerede har. Som for eksempel mine venner. Og min nye vinterfrakke fra H&M Trend. Når jeg går ud af døren med den på, kan jeg ikke være andet end fantastisk.

Man har et standpunkt...

I morgen skal jeg to ting: Jeg skal dels lede efter nogle (bestemte) ting i H&M, og så skal jeg udvide min horisont ved at kigge i andre butikker end H&M. That's it.
Det med H&M er efterhånden blevet en vanesag for mig. Som et gammelt forhold, der bare bliver ved og ved, fordi det er så bekvemt. Man kan jo ligesom også finde alt i H&M, ikke? Og jeg kender jo størrelser, pasform og kvalitet så godt nu, at det bare er meget nemmere at shoppe dér end i alle mulige andre butikker. Egentlig generer det ikke mig, at 90 % af min garderobe er fra H&M, og jeg har heller ikke råd til så forfærdeligt meget andet. Men det er nok min indre snob, der sidder bag øret og siger, at det er upersonligt at have et helt outfit - inklusive accessories - fra H&M på, og at det desuden slet ikke er "fashion" nok. Men helt ærligt... jeg hader snobberi, ligegyldigt om det er op- eller nedad! (Ser I, der er jo både folk, der synes, at genbrug er det eneste rigtige og at dyrt designer-tøj er sååå materialistisk, og så det modsatte). Med det standpunkt er H&M måske et meget godt kompromis...
Tjah, så formåede jeg endnu engang at skifte mening i løbet af et enkelt blogindlæg. Måske bliver det hovedsageligt H&M, der får et besøg. Og så en enkelt genner på jagt efter fine tasker og sko. Det dyre designertøj må jo nok desværre vente, til jeg en dag gifter mig rigt.

Jeeesus Christ

Denne må være min hidtil hårdeste arbejdsuge - og jeg skal ikke engang arbejde særlig meget, bare 36 timer! Men der er altså tryk på en vuggestue, når der kun er én pædagog, fordi de andre er på kursus eller har stress... heldigvis arbejder jeg sammen med nogen seje medhjælpere! Og i dag er der vist TO pædagoger. Det giver jo en hel til hver stue. En slags luksus. Men altså, jeg har jo også andre ting end vuggeren, som der skal bruges tid på. I går cyklede jeg hjemmefra lidt i halv syv og kom hjem igen kvart over syv - om aftenen, that is! Nå, det var nok beklagelse for nu. Nu vil jeg begive mig ned til dagens otte timer. God dag til alle!

Intelligente mennesker kan godt kede sig...


Et af mine nye par sko (stadig med prismærke på), som jeg nu tror, jeg har besluttet mig til at beholde.

... Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt man formår at aktivere sig selv og bruge kedsomheden til noget fornuftigt. Jeg keder mig helt enormt lige nu, og ingen af dem, jeg kunne tænke mig at være sammen med, er i nærheden. Langt fra. Så nu sætter jeg en omgang Sex and the City på dvd'en (sæt venligst ikke spørgsmålstegn ved det intelligente i dét - min film-interesserede ekskæreste sagde engang, at det var ret godt skrevet!), og så vil jeg bruge hele eftermiddagen på at udvælge et outfit til i aften. Vi snakker middag med gamle venner, senere byen med nogle fra gymnasietiden. Det lover godt!

Stilstand

Ja, der er altså lidt stille for tiden. Mit liv er ligesom kommet i vejen... Jeg lever som aldrig før, og nyder det!

Mig og Georg

Jeg ved det, billedet kunne være bedre, men lyset på mit værelse er virkelig dårligt! I hvert fald er her en af de rigtig gode gaver, nemlig et par Marguerit-øreringe fra Georg Jensen. Jeg fik dem af min bedstemor som sagde, at hun gerne ville give mig noget, som jeg altid kunne huske hende på, og om jeg mon kunne lide dem? Hvad er det for et spørgsmål, alene begrundelsen er da grund nok til, at jeg kan lide dem! Og jeg synes faktisk, de er meget "mig", men jeg vil alligevel helst matche dem på en lidt anderledes måde for at undgå det der "pæn overklassepige"-look, som mange bruger dem til. Det skal helst være lidt uventet, især med et så klassisk smykke som Margueritten er.

Sorry, you guys

Ja, og I må også undskylde overskriften, men jeg er blevet genforenet med min måske yndlings-pseudo-virkelighed, nemlig The Hills. Blandt andet derfor har jeg ikke fået skrevet i dag. Det skyldes også nogle få andre ting, som for eksempel at jeg arbejdede fra 7.15 til 15.15 og ved seks-tiden cyklede til Mindeparken (der er vel en 4-5 kilometer ud), "walk'ede" 6 kilometer og cyklede hjem igen. Og så tog fanden ved mig, og jeg skulle absolut lege olympisk cykelrytter og køre op ad Ringgaden i 6. gear. Kun en del af den, men alligevel. Hvis det siger nogen noget. Jeg er desuden blevet helt vild med det der med at bevæge kroppen. Da jeg pludselig blev single og ked af det, sagde en af mine venner, at jeg skulle løbe en masse ture. Og så gik der vel sport i det, om man så må sige. Nu kan jeg løbe en tur uden at stoppe for at gå og er helt overbevist om, at jeg da sagtens kan stå på podiet i London om fire år (i hvilken som helst sportsgren). As if. Men det kunne da være sejt at være god til et eller andet i den retning. Hmm... update følger. Nu skal jeg sove. Forhåbentlig får jeg tid til at vise gaver frem i morgen, jeg har nemlig allerede fri klokken 12! Hurra, og godnat.

Tillykke til mig!

Jeg har fødselsdag i dag. Hele 21 år bliver jeg, hvilket vil sige, at der vel stort set ikke er nogen grund til at udskyde en rejse til USA længere. Altså lige bortset fra den, at jeg ikke har nogen penge... Til gengæld har jeg en masse fantastiske nye ting, som jeg har fået i dag og i går, hvor jeg holdt fest for mine venner. Det var virkelig en værdig efterfølger til den store 18 års-  for tre år siden! God mad, højt humør, alle mine bedste venner, og først i seng halv fem. Hvilket vil sige, at jeg kun nåede at sove fire timer, inden min familie vækkede mig med sang og gaver. I dag er jeg en smule skidt tilpas (sådan kan det jo gå), så jeg slapper af med OL og min nye Sex and the City-bog (den om filmen)! Herlig søndag. Og vejret er jo skønt! Hav en rigtig god dag, allesammen.

Godnat

Jeg skal sove. NU. Jeg møder tidligt igen i morgen, det vil sige 7.15, og det passer mig rigtig godt, for så har jeg fri allerede klokken 12. Og der er en del ting, jeg skal bruge eftermiddagen i morgen på. Jeg skal jo holde fødselsdag for en bunke gode venner på lørdag! Jeg glæder mig, opskriften er den samme som min 18-års fødselsdag, og dét er en fest, som folk stadig taler om. By the way, hvis jeg kan få fat i et eksemplar af britisk Elle med Mary-Kate-interviewet, så bliver jeg glad! Men nu får vi jo snart vores eget Elle i Danmark, og tro mig, det skal jeg i hvert fald have gransket nærmere. Gad vide, om Costume får sig en seriøs konkurrent hjemme på mit sengebord..?

Om domino og livet

Tingene på min efterårsliste er selvfølgelig mest "the basics". Det, der gør det rigtigt spændende, er jo de lidt afvigende ting, som for eksempel et par pangfarvede stiletter eller en kjole med print i et helt specielt snit. Men selvfølgelig et print i farverne fra listen. Reglen for afvigelserne må være, at mindst én ting på det pågældende item skal stemme overens med et af punkterne på listen. Som domino-brikker, der passer sammen i den ene side. Det er forøvrigt en god regel i mange af livets forhold. Det handler alt sammen om balance, you know? I morgen vil jeg for eksempel købe denne taske efter arbejde. Den er enkel og praktisk. Og jeg arbejder i en vuggestue, så jeg har en nyfunden respekt for det praktiske. Desuden, med alt det flotte tøj, jeg har tænkt mig at gå vinteren i møde i, vil det være en god modvægt med en neutral taske.
Billede: H&M

Temalørdag

I anledning af modeugen i København har DR2 dedikeret denne lørdag til mode. Fantastisk. Lige nu er der gang i et langt portræt af denne fantastiske mand; Marc Jacobs. Ja, jeg kan nu altså bedst lide hans personlige stil fra tiden, hvor portrættet blev filmet. Derfor billedet. Så det er, hvad jeg laver i aften. Jeg håber på at kunne ordne lidt rundt omkring på mit værelse imens. Og i morgen vil jeg sove, til jeg vågner helt af mig selv. Godnat.

Investering

Jeg har anskaffet mig endnu et item fra min efterhånden gamle investeringsliste, og jeg skal nok vise det frem i morgen. Og så var der vist også et andet hængeparti, som jeg skal have ordnet. Så regn med i hvert fald to opdateringer!
Hvor er det egentlig mærkeligt at tænke på, at listen var en forårs-liste... Nu skal jeg jo nærmest til at lave en ny. Selvom jeg må indrømme, at i det store hele er der ikke noget, jeg decideret mangler. Bortset fra disse grå snøresko med kilehæl fra H&M (helst i sort, hvis det fås). Er der nogen, der ved, om de er kommet i butikkerne? Nu skal jeg sove. Jeg har meget ambitiøst lovet mig selv at stå tidligt og få ordnet alt - det vil sige total oprydning af såvel garderobe som værelse. Godnat.

Tidigare inlägg
RSS 2.0